Netværk sætter fokus på efterskolerne
Forhenværende efterskole-elever i Sydslesvig vil informere deres kammerater og bruge det, de har lært på efterskolen.

SYDSLESVIG. Sydslesvigske skoleelever er med støtte fra Grænseforeningen og de sydslesvigske organisationer i gang med at opbygge et netværk, som skal informere om mulighederne for efterskoleophold i Danmark. - Vi vil gerne gøre vore kammerater opmærksomme på de muligheder, der ligger i et efterskoleophold, siger Katharina Petersen, Clara Kruse og Isabell Thormann. De tre piger går på 12. årg på A. P. Møller Skolen i Slesvig, og har alle været på efterskole i Danmark i 10. klasse. To søjler
- Der er to søjler i det, siger Katharina Petersen.
- Vi vil gerne gøre reklame for, at de unge tager på efterskole, og så vil vi gerne bruge de færdigheder, vi har fået under vores eget efterskoleophold, til noget produktivt i Sydslesvig. Der er rigtig mange muligheder. For eksempel i det frivillige ungdomsarbejde, siger hun. Op til efterskoledagen i februar 2014 skal netværket i gang med deres oplysningsarbejde. Informationer
Forleden var 20 unge sydslesvigere samlet på kursuscentret Christianslyst for at give netværket et indhold. I forskellige workshops blev der udviklet mange ideer. Allerede ved skolestart og så igen i 7. 8. og 9. klasse skal eleverne informeres. En efterskolefolder skal med i velkomstpakken til de nye forældre, forældremøder, hvor efterskoleformen præsenteres og ekskursioner til efterskoler og efterskole-projekter var nogle af ideerne. Desuden skal der laves en Facebook-side »Efterskoleelever fra Sydslesvig?« med billeder, nyhedsstof, nye idéer og nye tiltag.
Daniel Dürkop